• Fra lørdag kan hjerteløbere køre med grønne blink

    ソース: BDK Borsnyt / 28 2 2025 12:41:21   America/New_York

    Fra lørdag kan man møde trafikanter på de danske veje, som kører med grønt blink på taget. Det sker, når en ny forsøgsordning træder i kraft. Ordningen evalueres efter to år. Det grønne blink kan bruges af frivillige hjerteløbere og akuthjælpere, hvis de er på vej til en livreddende opgave, skriver Rådet for Sikker Trafik. Formålet er at gøre trafikanter opmærksomme på de frivillige. Både bilerne med grønne blink og deres medtrafikanter skal overholde færdselsloven. Forud for indførslen har ordningen fået kritik af Dansk Råd for Genoplivning, som er bekymrede for, om bilisterne skelner mellem grønne og blå blink. - Vi frygter, at de grønne blink vil skabe forvirring blandt de øvrige trafikanter om, hvad det egentlig forventes, at de skal gøre, når de ser dem, har rådets direktør Stine Elkjær tidligere sagt til Ritzau. Dansk Råd for Genoplivning har blandt andet de fem regionale beredskaber som medlemmer. Også Reddernes Fagforening har tidligere været kritiske over for ordningen. - Hvem har ansvaret, hvis en frivillig med grønt blink på taget suser uansvarligt gennem trafikken, så fru Larsen pludselig skal trække ind til siden og kommer til at køre en mor med en barnevogn ihjel? sagde formand Kim Volder Hammershøj i en pressemeddelelse sidste år. Ifølge Rådet for Sikker Trafik kan andre udover TrygFondens hjerteløbere og 1-1-2 akuthjælpere også blive godkendt til at køre med grønt blink. Man kan ansøge om tilladelse hos Færdelsstyrelsen. Ifølge Rådet for Sikker Trafik er der ikke krav om en særlig uddannelse for at køre med grønt blink, men det er også frivilligt for de frivillige, som er omfattet af forsøgsordningen, om de vil bruge dem. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/fra-loerdag-kan-hjerteloebere-koere-med-groenne-blink
シェアする